Lad os få hul på bylden, lad mig bare åbne det forpulede bryst-bal. I over ti år har de fulgt mig i tykt og i tyndt, ja faktisk siden den dag min mor ytrede at hvad man ikke kunne skjule sku man fremhæve. Hun talte om mine str 41 i fødder. Jeg gradbøjede rådet, og fik alt den opmærksomhed jeg kunne ønske mig. Aldrig var jeg bange for at spille på de to højtsiddende tangenter... De fjernede sågar opmærksomheden fra både sko-størrelse og friluftsgebis (ja ja, i hvert fald i halvmørke og med høj musik). Jeg er dem mangt en tak skyldig...
Og hvad byder jeg dem så? Et job som døgnåbent anker... Jeg er en vandrende shot-meter, jeg tøver ikke et sekund med at hive dem frem på diverse restaurationer, det sågar før tolv og uden at ha bællet 6 Brezer først. Det minder på en måde om H.C. Andersens triste eventyr om juletræet. Snart vil mine udtjente tasker, også blive pakket væk, tiden vil komme hvor de vil blive vejet og fundet for lette, eller rettere tunge. Deres storhedstid er ganske enkelt forbi.
Nu høre jeg allerede nogen råbe at man kunne tage sili-chancen, til det er der bare at sige... ej. Og det er ikke alene fordi jeg er bange for at Bille og mine kommende børn skal få talat allergi, jeg tager ganske enkelt ik folk med indplantater seriøst. Kald mig bare en forudindtaget klaphat. Havde en jordemoder med 4 børn og silikasser, min skulder-djævel holdt mig for ørene og sang "last Christmas" så højt den kunne hver gang hun talte, så det må blive et "no go"
Som mit smukke barm-digt kommer til at starte:
Bille Bruun bæller bryst bag bleg bug.
Fortsættelse følger...
