Singlebabyer....

Jeg kender en thirty something pige perifært som tilsyneladende planlægger at realisere sin plan om at blive gravid helt selv. En tur på klinikken, et møde med en ukendt donor og så er der en baby på vej.

Jeg har svært ved at beslutte mig for om jeg synes singlegraviditeter er en velsignelse. Set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det fint med børn - også/måske særligt fra de ressourcestærke single kvinder. Noget bedre en junkieparret som får et barn som alligevel ender i det sociale system.

Men det virker jo lidt som et egoistisk projekt. Singlen bliver gravid fordi hun vil have et barn inden det bliver for sent. Men er det af mindre egoistiske årsager, når man i et parforhold beslutter at få børn? Egoismen er måske mere åbenlys når singlepigens mave vokser.

Det egoistiske består nok i virkeligheden i, at singlens beslutning gør, at man på barnets vegne vælger en far fra. Og det er jo faktisk synd.

Nogle vil påstå at mange børn lever uden en far i hverdagen. Men i det mindste ved man hvem han er. Og argumentet om manglende "mandligt input" kan man vel ikke ligge til grund når man 1) tager skilsmisseprocenten i betragtning, 2) ser på muligheden for at sikre, at barnet også har mænd som deltager i deres hverdag og opvækst.

Så står man tilbage med det "at have en far" At vide hvor man stammer fra og har sine karaktertræk fra. Det har vores lille donor baby jo ikke en chance for i dette tilfælde.

Men er fraværet af sin helt egen far så afgørende synd, at singlepigens baby ikke kan få rigtig meget dejligt ud af sit liv? Jeg tror det næppe...

Så det må blive ok til singlebaby ud fra en relativitetsbetragtning. Fordi der er så meget der kunne være meget værre at vokse op i.

Er resten af Fjergfis enige?