mandag den 24. september 2007
fredag den 21. september 2007
Are we ready for a woman president?
Nu husker jeg den mail Jo sendte rundt om dette fantastiske forum og nævnte at det skulle være "vores feministiske åndehul". I denne ånd er dette indlæg blevet tænkt og udformet.
Igår sad jeg og så the Daily show (sådan et upbeat politisk kommentator show fra USA, som mest af alt minder om Deadline på speed) og der var et inlæg som handlede om om Amerikanerene er klar til en kvindelig præsident. Dette er et spørgsmål, der har været meget i fokus i forbindelse med Hilary Clintons præsidentkandidatur. Så var det lige at jeg skævede til min meget smagfulde vægkalender, som min bror har lavet til mig, med billeder af familien, og på den står der altså 2007 ikke 1907...
Jeg vælger så at google "kvindelig præsident" og det er ret interessant. Man kan se at et land som Liberia som ligger i det vestlige Afrika, har en kvindelig præsident, Indien har det samme. Men USA er ikke sikre på at de er klar til at tage det sindsyge spring og få en utilregnelig og følelsstyret person som præsident.
I Daily show var der er en kvindelig politisk kommentator, som ville give udtryk for, at hun mente at kvinder var det svage køn og at hun ville blive meget nervøs over at få en sådan som bestemmer over sit land og verden. Hun mente at kvinder besad meget nederen værdier såsom omsorg og medmenneskelighed og at de på ingen måde er i stand til at træffe en hård politisk/økonomisk eller militær beslutning.
Jeg sad og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Hvorfor er det overhovedet noget man stiller spørgsmålstegn ved om kvinder er i stand til at styre et land? Det er for mig komplet uforståeligt. Kvinder er da netop, i kraft af vores samensatte følelsesliv og høje intelligens, mere end kompetente til at være bestemmere. Vi formår jo at have hjertet med i de beslutninger vi træffer og er medfølelende, men samtideg holder vi os ikke tilbage fra at give en kindhest, hvis en sådan er på sin plads.
Mænd har som bekendt styret verden de sidste mange 1000 år og hvad fik vi lige ud af det? 2 verdenskrige og en masse andre nederen konflikter rundt omkring. Det kan godt være kvinder snakker meget, men vi får da løst konflikter på en mere fredelig måde end at gå udenfor og give hinanden et lag tæv.. Hvad er det så præcis amerikanerne og resten af verden er nervøse for? Man kan synes om Hilary hvad man vil, men hun skal da ikke betvivles grundet sit køn, men for sine holdninger og sine præstationer.
Igår sad jeg og så the Daily show (sådan et upbeat politisk kommentator show fra USA, som mest af alt minder om Deadline på speed) og der var et inlæg som handlede om om Amerikanerene er klar til en kvindelig præsident. Dette er et spørgsmål, der har været meget i fokus i forbindelse med Hilary Clintons præsidentkandidatur. Så var det lige at jeg skævede til min meget smagfulde vægkalender, som min bror har lavet til mig, med billeder af familien, og på den står der altså 2007 ikke 1907...
Jeg vælger så at google "kvindelig præsident" og det er ret interessant. Man kan se at et land som Liberia som ligger i det vestlige Afrika, har en kvindelig præsident, Indien har det samme. Men USA er ikke sikre på at de er klar til at tage det sindsyge spring og få en utilregnelig og følelsstyret person som præsident.
I Daily show var der er en kvindelig politisk kommentator, som ville give udtryk for, at hun mente at kvinder var det svage køn og at hun ville blive meget nervøs over at få en sådan som bestemmer over sit land og verden. Hun mente at kvinder besad meget nederen værdier såsom omsorg og medmenneskelighed og at de på ingen måde er i stand til at træffe en hård politisk/økonomisk eller militær beslutning.
Jeg sad og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Hvorfor er det overhovedet noget man stiller spørgsmålstegn ved om kvinder er i stand til at styre et land? Det er for mig komplet uforståeligt. Kvinder er da netop, i kraft af vores samensatte følelsesliv og høje intelligens, mere end kompetente til at være bestemmere. Vi formår jo at have hjertet med i de beslutninger vi træffer og er medfølelende, men samtideg holder vi os ikke tilbage fra at give en kindhest, hvis en sådan er på sin plads.
Mænd har som bekendt styret verden de sidste mange 1000 år og hvad fik vi lige ud af det? 2 verdenskrige og en masse andre nederen konflikter rundt omkring. Det kan godt være kvinder snakker meget, men vi får da løst konflikter på en mere fredelig måde end at gå udenfor og give hinanden et lag tæv.. Hvad er det så præcis amerikanerne og resten af verden er nervøse for? Man kan synes om Hilary hvad man vil, men hun skal da ikke betvivles grundet sit køn, men for sine holdninger og sine præstationer.
fredag den 14. september 2007
Find den perfekte mand!
Jeg har lige fundet løsningen på alt det der mande geil! Hvorfor fortsætte med at forsøge at komme i Guiness Book of World Records i alt samle på små svin, når man ved 11 små klik kan opnå det totale nirvana? Sådan tænkte jeg i hvert fald da jeg så det her link http://kvinder.bt.dk/index.php?id=928/, hvor man lynhurtigt finder ud af hvem der skal være din nye kæreste. Efter en nat med frustrationer over en uduelig mandslings pinlige sms-henvendelser, er den form for afklaring lige hvad jeg har brug for...
Svaret jeg fik var ikke liiiige det jeg havde drømt om. Jeg skal nemlig være kæreste med Doug Heffernan fra ’Kongen af Queens’. Hvem er det? tænker du. Det samme gjorde jeg og fluks googlede jeg min udkårne og jeg blev sgu lidt skuffet...
Nok er jeg for kød på kroppen som i de gode gamle Baywatch-dage, men der må være en grænse. Jeg er jo ikke en skid bedre end Shallow Hal på disko en lørdag aften, eller? Måske det her testkoncept skal vendes 180 grader og flyttes ud i reallife på lørdag? Jeg er åben for input til mit lille skema!
Og så sagde mit testresultat i øvrigt følgende: Bliver Doug for irriterende, så ring til kyniske og ironisk morsomme Frank Hvam fra Klovn. Nu er det ikke fordi hans ørnetud og alt for store mandetrusser gør noget for mig, men det er da et signal om, at vi også gerne må spille på flere heste.
Go jagt og go weekend!
torsdag den 13. september 2007
Hvorfor er knogler moderne?
Okay, så så man lige Britney i palietbikini til MTV video music awards og så lød, der et ramaskrig (hvordan lyder det egentlig?) gennem Las Vegas, hvor showet blev holdt og Hollywood. Hun var jo blevet nærmest klinisk overvægtig!!!!!!!!! Hvordan kunne hun få sig til..nej tillade sig at vise så vammel en krop frem for hele verden og showbizzzz?
Nu har jeg, som de fleste andre, set billederne og sidder tilbage formet som et stort spørgsmål; Hvorhenne har det der nogensinde været overvægtig. Umiddelbart er min professionelle vurdering at hendes BMI ligger inden for normalen, men i Hollywood og modeverden arbejder de med en anden skala tror jeg.
Her er det mængden af synlige knogler der er determinerende for om man "ser normal/hot" ud, og når dette er det nye ideal kommer en firskåren pige som Britney til at ligne en strandet hval. Det triste er blot, at det jo ikke kun er Britney som kommer til at se uhyggeligt overvægtig ud, vi andre bliver sat i samme bås. Denne bås giver vand på møllen til det evigt tilstedeværende selvhad. Hele tiden var vi for tykke og havde for få synlige knogler.
Nu har jeg så 2 spørgsmål. Det første relaterer sig til moden i efteråret/vinteren 2007 og det andet til mænd.
Hvorfor er det at, når nu idealet er et omvandrende skelet hvorfor er det så lige akkurat, at vi skal pakkes ind i volumiøse kjoler og uformlige t-shirts? Altså, forstå mig ret, mine sidemaver jubler for denne mode, men problemet er semtidig at har man bare den mindste antydning af en barm kommer man jo til at ligne Luna fra Bamse og Kylling når hun tog sin jakke/telt på.
Mit andet spørgsmål er om nogen har hørt om nogle mænd som synes det er rart at ligge i ske eller knalde med et skelet? Jeg er ret sikker på at hvis en mand skulle vælge mellem Britney og Kira Knightly baseret på hvor rart det ville være, knalde med dem, ville 90% vælge førstnævnte, eller hvad? Dette er måske bare noget jeg bilder mig ind fordi jeg seld er lidt blød om midten?
Uanset hvad er der et misforhold mellem det nye kropsideal og moden.
I øvrigt gjorde Joga en ret sjov observation for noget tid siden. Vi sad i hver vores hjem og så Baywatch. Jeg fik en sms fra Jo hvor der stod: Kvinderne havde godt nok mere kød på kroppen i 90'erne. Ser man på Pam & Co. var de jo tynde, men fordi knogler nu er moderne ser de jo tykke ud i sammenligning med de kvinder vi ser på tv idag..
Nu har jeg, som de fleste andre, set billederne og sidder tilbage formet som et stort spørgsmål; Hvorhenne har det der nogensinde været overvægtig. Umiddelbart er min professionelle vurdering at hendes BMI ligger inden for normalen, men i Hollywood og modeverden arbejder de med en anden skala tror jeg.
Her er det mængden af synlige knogler der er determinerende for om man "ser normal/hot" ud, og når dette er det nye ideal kommer en firskåren pige som Britney til at ligne en strandet hval. Det triste er blot, at det jo ikke kun er Britney som kommer til at se uhyggeligt overvægtig ud, vi andre bliver sat i samme bås. Denne bås giver vand på møllen til det evigt tilstedeværende selvhad. Hele tiden var vi for tykke og havde for få synlige knogler.
Nu har jeg så 2 spørgsmål. Det første relaterer sig til moden i efteråret/vinteren 2007 og det andet til mænd.
Hvorfor er det at, når nu idealet er et omvandrende skelet hvorfor er det så lige akkurat, at vi skal pakkes ind i volumiøse kjoler og uformlige t-shirts? Altså, forstå mig ret, mine sidemaver jubler for denne mode, men problemet er semtidig at har man bare den mindste antydning af en barm kommer man jo til at ligne Luna fra Bamse og Kylling når hun tog sin jakke/telt på.
Mit andet spørgsmål er om nogen har hørt om nogle mænd som synes det er rart at ligge i ske eller knalde med et skelet? Jeg er ret sikker på at hvis en mand skulle vælge mellem Britney og Kira Knightly baseret på hvor rart det ville være, knalde med dem, ville 90% vælge førstnævnte, eller hvad? Dette er måske bare noget jeg bilder mig ind fordi jeg seld er lidt blød om midten?
Uanset hvad er der et misforhold mellem det nye kropsideal og moden.
I øvrigt gjorde Joga en ret sjov observation for noget tid siden. Vi sad i hver vores hjem og så Baywatch. Jeg fik en sms fra Jo hvor der stod: Kvinderne havde godt nok mere kød på kroppen i 90'erne. Ser man på Pam & Co. var de jo tynde, men fordi knogler nu er moderne ser de jo tykke ud i sammenligning med de kvinder vi ser på tv idag..
lørdag den 8. september 2007
Hvorfor?
Jeg vil hermed endnu engang tillade mig at bruge WulfMorgenthaler til at understrege en pointe, og desuden kaste et spørgsmål op; Hvad er det vi elsker ved røvhuls-typerne? Kan det, dateres tilbage til forhistorisk tid, hvor mænd trak os rundt i datiden hotteste haircut. Eller er det simpelthen galoperende mindreværd med en hang til at være selvdistruktiv der får os til det? Jeg har selv været igennem meget ondt, inden det blev godt, men stadig kan jeg ikke forklarer hvorfor hjertet er så meget dummere end hjernen…
torsdag den 6. september 2007
En sorgens dag
I dag har verden mistet en af de helt store. En person der har sat sit tunge fodaftryk i vore hjerter. Manden, der her tales om er, naturligvis, Luciano Pavarotti. Operaens svar på Robbie Williams.
Han var bedåret af mangt en kvinde og misundet af mangt en tenor. Aviserne skriver: Luciano Pavarotti kombinerede en smuk stemme og en sikker teknik med en udstråling, der fik folk til at lytte. Derfor vil han stå som en af de allerstørste (politiken 06.09.07). Her kan jeg jo så ikke undlade at trække en æns på smilebåndet, trods al sørgeligheden. Jeg vil påstå at udsagnet; "han vil blive huske som en af de største", er at state the obvious. Lad os se det i øjnene, det kom bag på os alle at den fede skrig-bavian ikke drættede om for mange år siden, af overbelastet hjerte og knæ.
Men måske han rent faktisk døde for mange år siden, men hans ansatte så lavede en, såkaldt Saddam Hussein, og rekruterede look-alikes så de ikke mistede deres job. Altså alle kan vel æde sig en pukkel til og få farvet øjenbryn og hår. Pavarottis ansatte så så tilbage i musikhistorien og fik øje på Milli Vanilli, som var to tyske modeller, der pludselig fik kæmpe succes med hittet "Don't you know it's true". problemet var blot at det ikke var dem selv, der lagde vokaler til deres sange. Dette blev afsløret ved en liveoptræden engang i start 90'erne. Denne fejl begik Pavarottis ansatte ikke og jeg har en formodning om, at det er fordi de står i ledtog med den italienske mafia....
Faktum er at nu er han ikke mere; om det så var den ægte Luciano eller en look-alike. Det dejlige er at vi nu kan kaste vore bedårende blikke på den, næsten lige så overvægtige, Poul Potts fra England. Så tør øjnene og kom videre...
Han var bedåret af mangt en kvinde og misundet af mangt en tenor. Aviserne skriver: Luciano Pavarotti kombinerede en smuk stemme og en sikker teknik med en udstråling, der fik folk til at lytte. Derfor vil han stå som en af de allerstørste (politiken 06.09.07). Her kan jeg jo så ikke undlade at trække en æns på smilebåndet, trods al sørgeligheden. Jeg vil påstå at udsagnet; "han vil blive huske som en af de største", er at state the obvious. Lad os se det i øjnene, det kom bag på os alle at den fede skrig-bavian ikke drættede om for mange år siden, af overbelastet hjerte og knæ.
Men måske han rent faktisk døde for mange år siden, men hans ansatte så lavede en, såkaldt Saddam Hussein, og rekruterede look-alikes så de ikke mistede deres job. Altså alle kan vel æde sig en pukkel til og få farvet øjenbryn og hår. Pavarottis ansatte så så tilbage i musikhistorien og fik øje på Milli Vanilli, som var to tyske modeller, der pludselig fik kæmpe succes med hittet "Don't you know it's true". problemet var blot at det ikke var dem selv, der lagde vokaler til deres sange. Dette blev afsløret ved en liveoptræden engang i start 90'erne. Denne fejl begik Pavarottis ansatte ikke og jeg har en formodning om, at det er fordi de står i ledtog med den italienske mafia....
Faktum er at nu er han ikke mere; om det så var den ægte Luciano eller en look-alike. Det dejlige er at vi nu kan kaste vore bedårende blikke på den, næsten lige så overvægtige, Poul Potts fra England. Så tør øjnene og kom videre...
søndag den 2. september 2007
Kvinde og klaun
Det er så vidunderligt retfærdigt når piger ik både har "the looks" og "the brain". Jeg får dog alligevel lidt ondt i maven af det her.
Velkommen til bloggen fjergfis
Abonner på:
Opslag (Atom)