Jeg vil hermed endnu engang tillade mig at bruge WulfMorgenthaler til at understrege en pointe, og desuden kaste et spørgsmål op; Hvad er det vi elsker ved røvhuls-typerne? Kan det, dateres tilbage til forhistorisk tid, hvor mænd trak os rundt i datiden hotteste haircut. Eller er det simpelthen galoperende mindreværd med en hang til at være selvdistruktiv der får os til det? Jeg har selv været igennem meget ondt, inden det blev godt, men stadig kan jeg ikke forklarer hvorfor hjertet er så meget dummere end hjernen…
2 kommentarer:
Jeg tror at selvhad driver os kvinder ud i jagten på den distancerede kølighed, den underspillede luksus og manden som ved "hvad der er helt rigtigt". Hvis indpakning betød mindre end indhold (ment både som kluns og kommentarer) for os selv, ville vi jo nok vælge dem fra, og holde op med at søge bekræftigelsen i indpakningen alene.
Jeg tror dog på, at alle kan komme videre fra at tilbede fjolset i de hvide lak YSL basketstøvler med ansigts-visir (solbriller for nogen) og den smarte hybridbil og det nye medlemsskab af Ny Alliance, hvis vi selv i bund og grund tror på at der findes vigtigere ting her i livet.
Der hvor vi ofte er dummere end en flok høns i en lade, er vel når vi tror at de ændrer sig når de nu står her foran deres livs kærlighed - og så alligevel vælger os fra....
Hvorfor er vi sådan?
Jeg vil i denne forbindelse lave en analogi til mit had til hunde, som en forklaring på dette spørgsmål. Hvorfor vil vi altid have det vi ikke kan få???
Altså som de fleste brugere af denne blog er klar over er jeg, udpræget, hundehader. En af grundene til, at jeg ikke kan lide hunde, er deres uselvstændighed. Aldrig kunne de gå på lokum selv, altid stod de og tiggede om opmærksomhed og når man ignorere dem slikker de en på tærene for at få en til at glo på dem.
I skrivende stund går det jo op for mig at denne opførsel, til forveksling, ligner min egen (lige bortset fra det med lokummet).
Når en mand ikke ænser min tilstedeværelse gør jeg alle mulige og umulige krumspring og nuttede ansigtstræk og kast med håret for at få ham til at anerkende min eksistens. Jeg har til tider været kendt for nærmest at kaste mig ned foran ham og slikke hans tær (dog i overført betydning, men tilsvarende selv-nedværdigende) for at han skal indse hvor uundværlig jeg er.
Sjovt nok har denne taktik til stadighed ikke givet pote hverken iforhold til mig og mænd eller i forhold til mig og hunde.
Mit hundehad bunder nok i at de er en spejling af mit eget ynkelige jeg og det er der jo ingen, som bryder sig om at blive konfronteret med.
For at svare på Louises aka. Snablens spørgsmål, så tror jeg det ligger i vores nederen natur, at stræbe efter det uopnåelige, men vi skal være opmærksom på, at der er en minimumsgrænse for hvor ynkelig man bør være i denne stræben. Jeg kan sige for mit eget vedkommende, at denne nedre grænse er blevet flyttet adskillige gange og ikke for opadgående.
Det er en floskel, men der er altså noget om det: Man kan ikke blive elsket af andre før man elsker sig selv. Så så længe selvhadet kører i bedste velgående tror mændende at de kan behandle en som de vil. Og empirien understøtter dette udsagn.
Så konklusionen må være; KVINDE ELSK DIG SELV!!!!!
Send en kommentar