Ved godt Fjergfis har glødet idag, men er nødt til at knytte en kommentar til "dagens mand" fælden som jeg akkurart faldt i. HVORFOR er det at Nordjydere fremstår så umådeligt uinteligente når de optræder på skærm? Dagen mand var en ung, vel sammensat mand fra Hirtshals, eller lidt uden for faktisk. Han var kun 20 somre og havde valgt "kald det kærlighed" som underlægningsmusik til sin entré. Han havde med andre ord et par småting imod sig, men udsenet med sig. På trods af, at min dialekt er ud af samme gren som fyrens, får den i det øjeblik den toner frem på skærmen mig til at krumme tærer. Hvorfor lyder vi så dumme, altså ik dig Snabel, men os andre? Trods dialekten, trak han afsted med en krage på 27. "Af dem der var tæ' ba' sys' han hun var maje pæn" sagde han glad til kameraet "å han ha' fåe sån't hotæælværls, såååå dæ ble spændende a se om han sku sov alene".
En anden ting? Ved nogen om ord som tøjte eller afsuttet bolsje er nævnt i pigernes dress coat til det program??? Hva sker der!
Sov sødt.
onsdag den 27. maj 2009
Paparatziiiiiii!
I går sad jeg til noget netværksmøde sammen med nogle gutter, hvor vi laver et frivilligt projekt sammen. Hyggeligt og sjov, lige indtil noget sært sker.
DEr sker det at en af fyrene iskoldt stikker sin mobil op i hovedet på mig og tager et billed. Bare sådan lige - CLICK! Alle glor sært på ham - INKL. mig. Det var på alle måder ikke en hej-nu-tager-vi-billeder-af-hinanden-situation. Men han tager da heller ikke flere.
Jeg kender ikke manden ud over de møder vi deltager i i fællesskab og jeg synes i øvrigt (hvilket jeg har fået bekræftet nu) at han er lidt af en særling.
Jeg gik efterfølgende og tænkte hvad fanden han skal bruge det til og hvad han i øvrigt tænker på?! Det er da for underligt og på en måde også lidt klamt.
Må man gerne sige til manden, at man synes det er ufedt eller er man sippet så? Må man bede ham om at slette det? Må man endda blive en opsang med?
Jeg overvejer at ringe til monopolet.....
DEr sker det at en af fyrene iskoldt stikker sin mobil op i hovedet på mig og tager et billed. Bare sådan lige - CLICK! Alle glor sært på ham - INKL. mig. Det var på alle måder ikke en hej-nu-tager-vi-billeder-af-hinanden-situation. Men han tager da heller ikke flere.
Jeg kender ikke manden ud over de møder vi deltager i i fællesskab og jeg synes i øvrigt (hvilket jeg har fået bekræftet nu) at han er lidt af en særling.
Jeg gik efterfølgende og tænkte hvad fanden han skal bruge det til og hvad han i øvrigt tænker på?! Det er da for underligt og på en måde også lidt klamt.
Må man gerne sige til manden, at man synes det er ufedt eller er man sippet så? Må man bede ham om at slette det? Må man endda blive en opsang med?
Jeg overvejer at ringe til monopolet.....
Storladne tanker en onsdag formiddag i maj
Så sidder jeg her for aller sidste gang og kigger ud på universitetsparken fra "min" speciale plads (faktisk er det ikke min, men en der hedder Marias, men hun bruger den ikke, så her sidder jeg).
Det er en enormt ambivalent følelse nu at afslutte et så stort kapitel i sit liv. Jeg er overmåde henrykt over, at jeg ikke skal sidde og skrive speciale længere og at jeg aldrig i mit liv (i hvert fald ikke lige med det samme) skal til eksamen. Jeg er overstadig over at skulle til at holde weekend udenfor uni og er overdrevet stolt af at jeg klarede det hertil. Efter min bachelor opgave var afleveret kan jeg huske at jeg tænkte: "aj okay, jeg kommer aldrig til at kunne skrive en opgave på 100 sider om noget som helst". Og nu ligger den der.
Jeg er også enormt vemodig over at dette er min sidste dag på uni. Livet hvor man selv bestemmer over tiden og om man vil holde 1,5 timers frokostpause er slut. Tiden hvor man kan holde fri en hel onsdag er væk og livet uden rigtige forpligtelser stopper idag. Der er så mange mennesker der nu vil glide ud af min hverdag, som jeg vil komme til at savne. Vi bliver spredt for alle vinde.
På den anden side af fredag venter det næste kapitel i mit liv og jeg er enormt spændt på at se hvad det indeholder. Det er første gang i mit liv alle muligheder står åbne og det er jo en enorm gave. Som min mor sagde: "Nu er denne del af dit liv slut, men den næste bliver bedre". Jeg håber hun får ret for har virkelig været glad for mine år på uni, til trods for rådne eksaminer og hvad dertil hører.
Glæder mig til at fejre at denne æra er slut og at en ny begynder!
Det er en enormt ambivalent følelse nu at afslutte et så stort kapitel i sit liv. Jeg er overmåde henrykt over, at jeg ikke skal sidde og skrive speciale længere og at jeg aldrig i mit liv (i hvert fald ikke lige med det samme) skal til eksamen. Jeg er overstadig over at skulle til at holde weekend udenfor uni og er overdrevet stolt af at jeg klarede det hertil. Efter min bachelor opgave var afleveret kan jeg huske at jeg tænkte: "aj okay, jeg kommer aldrig til at kunne skrive en opgave på 100 sider om noget som helst". Og nu ligger den der.
Jeg er også enormt vemodig over at dette er min sidste dag på uni. Livet hvor man selv bestemmer over tiden og om man vil holde 1,5 timers frokostpause er slut. Tiden hvor man kan holde fri en hel onsdag er væk og livet uden rigtige forpligtelser stopper idag. Der er så mange mennesker der nu vil glide ud af min hverdag, som jeg vil komme til at savne. Vi bliver spredt for alle vinde.
På den anden side af fredag venter det næste kapitel i mit liv og jeg er enormt spændt på at se hvad det indeholder. Det er første gang i mit liv alle muligheder står åbne og det er jo en enorm gave. Som min mor sagde: "Nu er denne del af dit liv slut, men den næste bliver bedre". Jeg håber hun får ret for har virkelig været glad for mine år på uni, til trods for rådne eksaminer og hvad dertil hører.
Glæder mig til at fejre at denne æra er slut og at en ny begynder!
mandag den 25. maj 2009
Taktikmøde!!!
Nu har jeg brug for det kære panels hjælp til at afgøre en sag som jeg selv finder en anelse tricky. Det kære køkkenmand og jeg er stadig totalt et item en grad hvor det er rimeligt at forvente at vi snart får et skabsmodul opkaldt efter os.
Der er dog en - vigtig - ting som nager. En ting som måske en dag bliver et problem. Eller måske jeg tager sorger på forskud. Jeg vil rigtig, rigtig gerne til KBH nogle år. Ikke for evigt. Bare gerne skifte den forvoksede provinsby som jeg har kendt de sidste 10 år ud med lidt mere af alting i periode. Men han har været der. I KBH altså. I 10 år. Og han siger selv, at "nu har han ligesom prøvet det".
Så nu må quinderne i dette fantastiske forum hjælpe med at finde taktikken til at få den kringlet til min fordel hvis plan A går galt. Så kom gerne med forslag!
(plan a = sige direkte man gerne vil afsted nogle år, ikke forevigt, bare så min udlængsel er onduleret i en grad, at jeg ikke er ved at gå til af rastløshed og knække mig over Århus. For det har den ikke rigtig fortjent, faktisk.)
Der er dog en - vigtig - ting som nager. En ting som måske en dag bliver et problem. Eller måske jeg tager sorger på forskud. Jeg vil rigtig, rigtig gerne til KBH nogle år. Ikke for evigt. Bare gerne skifte den forvoksede provinsby som jeg har kendt de sidste 10 år ud med lidt mere af alting i periode. Men han har været der. I KBH altså. I 10 år. Og han siger selv, at "nu har han ligesom prøvet det".
Så nu må quinderne i dette fantastiske forum hjælpe med at finde taktikken til at få den kringlet til min fordel hvis plan A går galt. Så kom gerne med forslag!
(plan a = sige direkte man gerne vil afsted nogle år, ikke forevigt, bare så min udlængsel er onduleret i en grad, at jeg ikke er ved at gå til af rastløshed og knække mig over Århus. For det har den ikke rigtig fortjent, faktisk.)
tirsdag den 19. maj 2009
onsdag den 13. maj 2009
Sker det også for jer?
Med mit det kritiske indlæg overstået vil jeg også dele noget andet.
For nogle gange sker der mærkelige ting for mig. Fx som når jeg kl. halv tre går på toilet og finder ud af at jeg har tabt havregryn NED i mine strømpebukser. Så sidder man der og overvejer hvordan fanden det kan lade sig gøre mens man piller små gryn ud af strømpebuksen.
Det er jo ikke fordi man spiser mens man ifører sig buksen. Eller trækker elastikken ud fra maven og stikker poten ned som en mand med kløe ville gøre.
Det er da underligt. Og lidt gnæk-agtigt...
For nogle gange sker der mærkelige ting for mig. Fx som når jeg kl. halv tre går på toilet og finder ud af at jeg har tabt havregryn NED i mine strømpebukser. Så sidder man der og overvejer hvordan fanden det kan lade sig gøre mens man piller små gryn ud af strømpebuksen.
Det er jo ikke fordi man spiser mens man ifører sig buksen. Eller trækker elastikken ud fra maven og stikker poten ned som en mand med kløe ville gøre.
Det er da underligt. Og lidt gnæk-agtigt...
Om Det Danske Væsen
Som nylig bruger af et almindeligt dansk sygehus kan jeg kun sige ”fy for helvede!”.
En ting er at det er kedeligt at være der – meget kedeligt. Men klamt alligevel… Er det ok? Støvet ligger overalt, der er spindelvæv i loftet, fyldte bækkener på toiletterne – de 2 der er på afdelingen. En sygeplejerske betror mig videre, at når seng og bord er så slidt bliver de umulige at gøre helt rene. Tak for bonusinfo, siger jeg bare.
Personalet er venligt og sødt og i og for sig også sundhedsfagligt kompetent (bortset fra deres evner til at smide venflon i armen på mig). Men også snotforvirrede. Jeg græmmes ved tanken om at være gammel og svag og samtidig skulle have en kinamands chance for at vide hvad der foregik.
Informationsniveauet er nemlig kritisabelt lavt og sygeplejerskerne udstiller gerne deres uvidenhed. Ingen vidste om jeg fik besøg af en læge den dag (for måske var han faktisk gået), hvad mine værdier var og om de udviklede sig positivt. Tallene, og dermed det gyldne overblik, fik jeg af oversygeplejersken på en post-it…. Da jeg blev udskrevet!
Og hvad så hvis jeg nu var 80 år gammel. Og endnu mere syg. Hvis jeg fx ikke kunne gå ud og banke på ved kontoret. Ville det eneste jeg ville få at vide så være menuen?
Jeg fristes virkelig til at sige det… Det er dårlig service!! Hvorfor er der ingen som fortæller mig om behandling, forventet liggetid, progression i behandlingen? Sygeplejersken er jo hende man taler med, så hun burde vel have et minimum af viden omkring min behandling – ud over hendes viden om at hun 4x i døgnet skal proppe en sprøjte i min dims på armen, måle temperatur og tage blodprøver.
Jeg håber tingene er anderledes når jeg kommer i reparationsalderen for alvor. Det er fuldstændig hul i hovedet at de mennesker som har kontakten med patienterne – sygeplejerskerne – ikke evner at informere de mennesker de skal tage sig af på et tilfredsstillende niveau.
Det er formodentlig lægerne som qua deres ansvar for afdelingerne skal strukturere det arbejde, så send dem dog på et kursus i organisation og ledelse!
Og betyder det her ikke, at det danske velfærdssystem har spillet ret meget fallit? Vi har sat frit valg ud af kraft. Servicen på sygehusene er slasket. Faciliteterne er slidte. Det var ikke gået på et af de private i US....
En ting er at det er kedeligt at være der – meget kedeligt. Men klamt alligevel… Er det ok? Støvet ligger overalt, der er spindelvæv i loftet, fyldte bækkener på toiletterne – de 2 der er på afdelingen. En sygeplejerske betror mig videre, at når seng og bord er så slidt bliver de umulige at gøre helt rene. Tak for bonusinfo, siger jeg bare.
Personalet er venligt og sødt og i og for sig også sundhedsfagligt kompetent (bortset fra deres evner til at smide venflon i armen på mig). Men også snotforvirrede. Jeg græmmes ved tanken om at være gammel og svag og samtidig skulle have en kinamands chance for at vide hvad der foregik.
Informationsniveauet er nemlig kritisabelt lavt og sygeplejerskerne udstiller gerne deres uvidenhed. Ingen vidste om jeg fik besøg af en læge den dag (for måske var han faktisk gået), hvad mine værdier var og om de udviklede sig positivt. Tallene, og dermed det gyldne overblik, fik jeg af oversygeplejersken på en post-it…. Da jeg blev udskrevet!
Og hvad så hvis jeg nu var 80 år gammel. Og endnu mere syg. Hvis jeg fx ikke kunne gå ud og banke på ved kontoret. Ville det eneste jeg ville få at vide så være menuen?
Jeg fristes virkelig til at sige det… Det er dårlig service!! Hvorfor er der ingen som fortæller mig om behandling, forventet liggetid, progression i behandlingen? Sygeplejersken er jo hende man taler med, så hun burde vel have et minimum af viden omkring min behandling – ud over hendes viden om at hun 4x i døgnet skal proppe en sprøjte i min dims på armen, måle temperatur og tage blodprøver.
Jeg håber tingene er anderledes når jeg kommer i reparationsalderen for alvor. Det er fuldstændig hul i hovedet at de mennesker som har kontakten med patienterne – sygeplejerskerne – ikke evner at informere de mennesker de skal tage sig af på et tilfredsstillende niveau.
Det er formodentlig lægerne som qua deres ansvar for afdelingerne skal strukturere det arbejde, så send dem dog på et kursus i organisation og ledelse!
Og betyder det her ikke, at det danske velfærdssystem har spillet ret meget fallit? Vi har sat frit valg ud af kraft. Servicen på sygehusene er slasket. Faciliteterne er slidte. Det var ikke gået på et af de private i US....
Abonner på:
Opslag (Atom)