Heste vs. køkkenpony

Det er ca. 1 år siden jeg skrev mit indlæg om heste. Siden er de fleste heste lukket ud igen, og kun køkkenponyen står tilbage. Og der er ikke udsigt til at skifte ponyen ud.

Men ligesom det tager tid at blive en rigtig hestepige, synes jeg også det forgangne år har bragt en del personlige bakserier med sig.

Top 5 over de ting jeg har lært gennem de sidste 12 måneder:

• Det passer hvad de siger: Mænd kan ikke læse tanker og er ret dårlige til hentydninger
• Selv når man bare beder dem om at lytte, suppleres lytningen altid af et velmenene (men meget irriternede) løsningsforslag. Det er ikke altid godt hvis man har et helveds temperament.
• Køkkenponyer ser ikke sokker som ligger på gulvet. Heller ikke selvom der er tale om en sort/boligforeningsparket farve-kombination, som burde øge sokkens synlighed. Dette gælder også andre beklædningsdele.
• Det er vigtigt at tøjle sin rengørings-Hitler og gå strategisk til emnet. Han ræssonerer sig lynhurtigt frem til, at "det gør hun nok resten af livet", når man står der med kosten, selvom det i virkeligheden var aftalt, at det var hans tur. Så nullermænd er nu også en del af mit hjem.
• Aldrig stil nogen former for shampoo frem med mindre at det er ok at han vasker 100 % af korpus i det (det gælder i øvrigt også creme) - med mindre det er ok at han lugter af vivag (eller af bræk fra en som kun spiser jordbær).

Roller sendte mig forleden en blog med tema om TABERKVINDERNE. Kort fortalt var pointen, at mænd måske i fremtiden vil være uudannede bønder, men kvinderne bliver tabere fordi de på trods af at de mestrer uddannelse og karriere, ikke evner at få sig en familie. De bliver sociale tabere.

Uden at der skal koges for meget suppe på den - i øvrigt interessante - betragtning, er det en Snabels erfaring, at mange sære singlevaner stadig spøger. I første omgang en idyllisering af hvad og hvordan et forhold skal være.

For det andet til tider urealistiske forventinger til hvad den udkårne pony skulle sige, gøre og interessere sig for. For mig har det givet en del grublen. Og jeg var i starten meget slem til at skubbe ham i baggrunden og trække rammerne i forgrunden. Meget forkert, men måske også naturligt, når man som 100 års single havde forestillinger om typen af forholdet og ikke så meget om manden.

Så jeg kan godt forstå at tubo-karriere-kvinderne synes det er svært. Eller er forskellen måske bare, at de endnu ikke har mødt en som stadig var amazing, når man giver sig tid til at finde ud af hvem han virkelig er? Mit bud er, at der stadig er tale om tjekliste-tyranni. Opfylder han ikke kravene på listen skal han ud. Kan han ikke bidrage til den perfekte iscenesættelse af deres eget liv, kan han ikke bruges. Uden i øvrigt at skele til hvilke kvaliteter han faktisk har.

Lidt dumt...