Så er det ved at være tid til at få rodet godt og grundigt op i girlpowersnakken igen. For jeg er nemlig blevet sendt i tænkeboks af fyren som jeg har brugt en del weekender på siden sommerferien.
Ud over at det grundlæggende et tåbeligt at der skal tænkeperioder til i begyndelsen af et forhold har jeg lagt mærke til noget som fyre har det med at gøre i den slags situation. De sovser sig ind i forbehold og tagen højde for eventualiteter i en grad som ofte bare er komisk. "Du skal bare vide, at.... noget med deres MEGET komplekse liv... som gør at jeg ikke helt kan....noget med graden af involvering".
Jeg synes det er ret meget noget fis. For mig er ting langt mere enkle: Enten gør vi det, eller også gør vi det ikke! Hvis man involverer sig gør man det af lyst og ikke af pligt og så er forbehold vel ikke så nødvendige?
Måske er jeg dovent anlagt når det kommer til følelser, men jeg gider ikke en gang rigtig tænke i min tænkeboks-periode. Jeg nyder sgu bare at usikkerheden er væk. Men når jeg alligevel taler med veninderne om emnet slår det mig at folk har vidt forskellige opfattelser af hvor "bøvlet" det må være. Nogle mener at tvivl = smid ham på porten (ud fra man-skal-aldrig-nøjes argumentet), andre mener at det altid vil være forbundet med lidt følelseesmæssig panik og usikkerhed - særligt i starten når man ikke kender hinaden (hvem sagde hurra for "nattelivs-fund"?).
Et nuttet eksempel er parret som flyttede sammen efter 3 mdr. efter at have mødt hinanden igen for første gang siden skolen. De er parret som pumper luftmadras op hånd-i-hånd. Der findes ligeledes eksempler på par som har taget noget længere tilløb (årevis af bøvl) til deres fælles lykke. Begge er vel sjældne eksempler på hver sin fløj...
Måske er jeg ved at smide noget på porten for hurtigt? Eller er det ok at blive for gammel til komplicerede forhold?
Jeg har ikke svaret (endnu)...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hvis en tænkepause er det samme som en klassisk 90er-pause, som i "vi holder lige en pause, så vi kan snave med andre". Så er pauser totalt yt. Men I et weekend forhold er der jo nærmest tale om at man er sammen 180% af gangen og så med indlagte geografiske tænkepauser.
Forbehold er (synes jeg) latterlige, dette kommer fra en der engang havde en liste så lang som Chris Kristoffersen, med ønsker, ideer og krag til hvad den eneste ene skulle kunne. Listen blev gjort til skamme da den rigtige stod der, pludselig var det ik et problem at han var i den flotte ende af fest-rygerskalaen. Det er lige sådan med forbehold, det er nogen man har indtil den rigtige står der.
Jeg har ik noget svar på dit spørgsmål, men jeg tænker at det er hårdt at træde vande, og jeg synes absolut ik der er noget galt i at bruge en badering indtil der kommer en luftmadras forbi... eller... argg- forstå mig ret!
Nej, jeg hepper på lykken! Uanset hvor du end finder den!
Jeg tror badebold og luftmadras filosofien er helt rigtig.
Jeg tror også at alderen arbejder til min fordel (det skal nævnes i de sjældne tilfælde hvor det er tilfældet). Jeg kan mærke at jeg er blevet lidt for gammel til at lege "venter-på-far". Eller som i mit tilfælde på fraskilt mand med livskrise...
Det er bare meget uspændende i længden.
Send en kommentar