mandag den 16. november 2009

Sådan kan man også leve

Det har ikke skortet på filosofiske betragtninger her på bloggen omkring lykke og livsindhold. I weekenden oplevede jeg hvordan andre (meget andre, kan man sige) mennesker også lever.

Jeg har været på weekend i Tyskland hvor man lever kernefamilieliv med 3 børn - alle iklædt matchende Burberry outfits. De bor i et hjem som Jo ganske givet ville hade af et godt hjerte med 7er stole, PK22'ere, pH lamper og Rolf Benz sofaer krydret med Montana reoler og Georg Jensen service. Jo2 ville hade den "moderne" arkitektur fortolket på tysk, med koboltblå og glas som tema. Man går i Moncler jakker og Chanel øreringe og kører mercedes. Og så har man en maid. Også selvom hustruen er hjemmegående, så man behøver ikke tage sig af børnene med mindre man vil. Det ville de nu egentlig godt, men alt det praktiske så som at skifte, bade, fodre børnene - det klarer maiden.

En lille malaysisk dame som bor i et rum i kælderen. Hun er gift og hendes arbejdsløse mand bor stadig i Østen. Desværre udløb hendes visum og hun måtte en overgang tilbage til Malaysia for at søge om nyt visum. Da hun kom tilbage blev hun sendt i rismarken. 12 timer om dagen i vand til anklerne med solen der var så hård at hun fik blæner over hele kroppen. Så hun kom tilbage og er nu glad for kælderen - selvom hun må undvære familie, mand og et liv.

Begge dele er på en måde lidt/meget sære liv. Jeg ved godt at det aldrig er fedt når det er mandag og man ikke hænger sammen af træthed og man skal i fucking føtex sammen med alle de skrigende unger. Men i det mindste er det BÅDE glam og gummistøvler. Og ingen rismark. Vi har mere nærvær i vores hverdagshelved uden at skulle være dem som bor i rummet i kælderen. Og det er måske heller ikke så ringe endda.

2 kommentarer:

roller girl sagde ...

Det er nogle meget vilde ekstremer der bliver præsenteret i dit indlæg. Hvad får konen tiden til at gå med når der er en dame der tager sig af alt det praktiske?
Jeg tænker også (temmelig kynisk) at man skal være meget sikker på sit ægteskab hvis man skal installeres i sådan et setup, hvor det er manden der tjener pengene. Men ja, "sådan kan man også leve".

Snablen sagde ...

Jamen hun planlægger mest. Planlægger dagen for maiden altså. hvad hun skal lave af mad og koordineringen af børneafhentning og weekendens arrangementer.

Børnene har fire forskellige fritidsaktiviteter hver om ugen, så der er noget logistik som skal gå op.

Og så vidt jeg ved kan der vist også gå nogle timer med at snakke med de andre damer som afleverer børn.