Jeg har den seneste tid tænkt meget over det her med motivation og ambition. De to størrelser er jo et eller andet sted to sider af samme sag. Jeg dater for tiden en fyr som ligger i den ekstreme ende af ambitions-spektret. Han har til sommer 3 kandidatgrader og en officersuddannelse. Han har taget de tre kandidatuddannelser sideløbende og har ikke fået merit på noget af det, så han har taget HELE uddannelsen alle tre steder på knap 7 år. Han har altså kogt 15 års uddannelse ned til 7 år. Sideløbende med det har han været på mission med militæret op til flere gange og været meget engageret i politik også ret højt oppe i systemet. Han er 30 år.
Jeg er meget imponeret over at han er så enormt drevet og ambitiøs og at han netop er i stand til at motiverer sig selv til at knokle så hårdt for at nå sit mål. Måske er det netop fordi han har et mål at han er så motiveret?
Når jeg ser på mig selv ligger min motivation (særligt i forhold til mit job) på et meget lille sted som er meget svært at finde. Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen og ting der burde tage 1 time tager ofte tre gange så lang tid fordi jeg laver diverse overspringshandlinger. Denne adfærd frustrere mig grænseløst for jeg er jo ambitiøs i forhold til at gøre mit arbejde godt. I generel motivationsteori er der jo den evige sondring mellem pisk og gulerod og den gængse holdning er, at der skal være balance mellem de to aspekter. Der må jeg nok være den observation der kan drage tvivl om denne teori.
Jeg motiveres udelukkende af ros. Hvis man skælder mig ud eller påpeger mine fejl og mangler så gider jeg ikke lave mere på den opgave. Siger man derimod at det jeg har lavet er godt vil jeg gerne gøre det endnu bedre. Det kan jo været et problem at jeg er drevet af andre menneskers ros, hvor Svineavlerens søn er motiveret af hans egen ambition. Man kan jo argumentere for at det jeg hænger min motivation op på er flygtigt fordi det afhænger af eksterne faktorer.
Jeg håber, at det ændre sig når jeg finder mit mål og kan styres/motiveres af min ambition om at nå det mål!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
På diverse uddannelses institutioner (læs: bare folkeren, gym og et enkelt uni-år) var jeg os drevet af ros, mit karakterblad var en direkte afspejling af hvilke lærer der godt kunne li' mig og hvor meget de roste mig.
Da jeg ramte selveste kilden til det jeg skulle lave (grafisk design), ændrede mit mønster sig, ros fik mig til at gi den maks gas, kritik og især ond kritik tændte en fanden i voldskhed i mig, de opgaver ville jeg ik bare løse, jeg ville løse dem så ingen kunne sætte en finger på dem. Det er hårdt men os fedt at have det sådan...
Nu hvor jeg ik længere har nogen chef der gir kritik, kommer den daglige kritik jo fra kunderne og jeg tror faktisk jeg er tilbage hvor de opgaver jeg løser bedst, er dem hvor jeg får mest ros. Lidt skørt faktisk!
Må virkelig tage hatten af for folk der bare er drevet af deres egne ambitioner, og så i så mange år, det er foreholdt de få...
tænker faktisk at selv jo2 er drevet af ros, mere end af ambitioner? Eller hvad?
Jeg tror tit af det hænger sammen med ros. Omvendt har jeg det også sådan at jeg bliver motiveret af opgaver som jeg har på fornemmelsen nok er et niveau eller to over det man ved man kan.
Det der med et slukker min motivation er rutineopgaver som jeg ved hvordan man løser i søvne. Meget underligt fordi de opgaver er på en måde nemme point, som bare venter på at blive collected.
Send en kommentar