Jeg har altid synes at status up-dates var mest irriterende. Jeg er lidt ligeglad med din nye motorcykel, og nej! det undrer ingen at du efter din Ibiza tur tager Hellerup-ugen i Skagen med (men hold nu op med at forsøge at sniffe strandsandet, ik?).
Men updates er også lidt seje fordi jeg på den måde går glip af lidt mindre af verden, når jeg ikke er ude i den.
Så vanen tro loggede jeg på i morges under morgenmadsindtagning for at se hvad folk har foretaget sig i weekenden. De fleste relativt ligegyldige ting.
Bortset fra Lis - en gammel klassekammerat fra gym - som havde følgende up-date:
Af Martin: Lis døde i dag d. 5/6-09 på Viborg Sygehus. Jeg savner hende helt vildt. Begravelsen er formentlig på fredag kl. 13.00.
Så blev den mandag morgen sat i relief......
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Nogle mennesker har ikke helt fattet skellet mellem privatsfære og offentligsfære. Jeg vil jo mene at erklærer nogens død via facebook er en æns usmageligt og tilhører den private sfære.
Men jeg har faktisk tænkt over noget i den forbindelse. Når ens eget liv halter lidt (man kan jo være blevet fyret fx... :-)), så er der altid nogle - mig selv ikke undtaget - som kan en historie om en jævnaldrene som står med det ene ben i graven og har en frygtelig sygdom.
Og set i netop DET lys, skal man være glad og lykkelig for fravær af cancer, tumor i hjernen, nervesygdom etc.
Jeg tænker tit om det er en positiv mekanisme for at dæmme op for egen krise, hvad end den er lille er stor.
Eller er det bare en måde at undgå at håndtere sin egen situation - virkelighedsflugt?? For så er det sgu da sølle. Og på sin vis lidt skadeligt for at man selv kommer videre.
Jeg synes det er vigtigt, at man måler egen ulykke i forhold til andres, da det er vigtigt at sætte ting i perspektiv. Det er okay at være ked af at være blevet fyret, blevet droppet af hot model eller noget helt tredje, men man skal jo huske at tingene kunne være meget værre. det er ikke virkelighedsflugt, snarer en måde at flytte fokus over på de positive ting i ens liv.
Min død skal også offentliggøres på Facebook... For ellers kan alle jo ik vide det. Og tænk hvis der var gået tre år inden Snablen havde fået afvide at Lis er død. Facebook er jo dybest set en skønsom blanding af nekrologer og små-annoncesektionen.
Men jeg er helt enig blandingen af "having perfect dinner, with perfect friends" "bager økologiske boller kun iført sexet undertøj" og "lis er død" er meget mærkelig, men det er jo sådan livet er ik?
Send en kommentar