Big girls do cry

I dag på min morgen-søger verden rundt falder jeg over en meget hæftig debat på den anden side af andedammen.



Nye undersøgelser viser nemlig at kvinder generelt er blevet mere ulykkelige over tid, mens mænd er mere lykkelige. Mænd hænger ikke længere på opgaven med at forsørge kvinden, tilgengæld viser undersøgelser at kvinder har langt flere opgaver, men føler at de har langt mindre livsindhold. En statistiker viser blandt andet, at børn får kvinders tilfredshedsfølelse til at falde drastisk.



Hvis man antager at tal aldrig lyver er det lidt en underlig besked. Vi har fået ligestillingen på mange fronter, men er altså mere ulykkelige end nogensinde. Det er meget mystisk... Måske det er et utryk for at vi må konstatere at vi ikke ønsker mændenes liv? Er det den ubegrænsede selvstændighed den er gal med? Er det alle mulighederne og så skuffelsen over at det i virkeligheden ikke er federe?



Personligt er det svært for mig som fjergfis' at vurdere om jeg er mindre lykkelig end min mor og hendes generation. Men i mine snakke med hende kan jeg alligevel mærke nogle forskelle. Lad mig give et eksempel.



Eksempel 1: Livet med de små

En mor som min mor har en meget udtalt "no-problem" holdning til hele det der småbørns liv. Graviditet var ikke en sygdom, barselsorlov var der ikke rigtig noget af og børn er ikke i samme grad et livsprojekt (det er min påstand..). Tingene skulle "bare køre".

Hos mig vil børn blive et meget bevidst tilvalg, det er super centralt at "være noget" for sine børn, og jeg vil argumentere for at man danske damer i dag falder i fælden med at lade familielivet centrere om børnene. Børn fik stadig fokus før, men vi var måske ikke de små konger som de er i dag (vi har vel alle sovet på sofa til forældrefester). Jeg får knopper af kvinder som taler om at livet skal "køre". Det lyder som noget der skal overståes - det er mig noget imod at man skal bruge dyrbar tid på at få tiden til at gå "så godt som muligt".



Så: er det fordi vi har så mange muligheder, at vores forventning til alting bliver så store at man kun kan fejle? Er vi for urealistiske?



Efter at have læst artiklen har jeg tænkt at jeg ikke føler mig specielt ulykkelig i mit liv, men måske bare lidt snydt over ikke at have mødrenes hurra-liv....