Først Pavarotti, så Wacko og nu Svend Auken. Uden sammenligning i øvrigt må det siges at disse tre mænd har været store indenfor hver deres feldt og to af dem også meget store i højde eller drøjde...
Nå, men da jeg hørte at vores allesammens Svend var bukket under for sin kræftsygdom tænkte jeg, at dette var enden på en æra og en generation i dansk politik for hvem politik var et spørgsmål om at ville ændre tingenes tilstand. En generation for hvem det har været muligt at ændre tingenes tilstand og som ikke har været bange for at give udtryk for deres holdning selvom den ikke stemmer overens med medianvælgerens holdning. Med andre ord; Svend Auken tilhører en generation af politikerer for hvem politik er en passion, noget de lever og ånder og simpelthen ikke kan lade være med. Det er politikere som Svend Auken og Uffe Ellemann, der i sin tid fik mig til at interessere mig for politik, da de udstrålte en passion og et engagement som ikke ses i nutidens politikere. Det er også deres afgang fra dansk politik, som gør at jeg synes at den politiske scene er noget af det mest ligegyldige og kedelige jeg længe har været vidne til.
Politikere som Svend og Uffe, står i slående kontrast til nutidens karrierepolitikerer for hvem dansk politik er et arbejde og ikke et kald. Der sidder, stort set, kun højtuddannede på Christiansborg, hvilket gør det svært at gennemskue, hvordan de skal være folkets repræsentanter. Kan en økonom, en jurist eller en statskundskaber virkelig repræsentere en ufaglært lagerarbejder?
Det politiske system er blevet et system, hvor man søger magten og indflydelsen og hvis det betyder, at man skal sælge ud af sine holdninger, så gør man det gladeligt for at få ministerbilen (Karen Jespersen, Pernille Rosenkrantz-Theill). Det er derfor meget trist, at Svends generation fader ud, selvom de jo kæmper til det sidste. Der skal lyde en stor hyldest til Svend Auken og den person og politiker han var. Han har sat sit præg på dansk politik og han har altid stået ved sine holdninger, selv da de kostede ham formandsskabet for soc.dem og dermed muligheden for at blive statsminister. Tak Svend!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Smukt og sandt! Må han hvile i fred.
Jeg er enig i at Svend var en unik kommunikator som kunne gøre politik vedkommende. Men han magtede ikke organisator rollen.
Og magtede han det strategiske spil??
Jeg stiller spørgsmålet fordi at hvis jeg, som Svend, havde kendt mine egne stærke sider, havde jeg så ikke indgået en alliance allerede den gang med Ritt? Hun kunne organisere og han kunne sælge.
En del af at komme langt er at dække sig ind hvor man er mindre stærk. Det lykkedes ikke for ham.
Havde det været mig, havde jeg brugt mine talegaver til at lave tricket som Tony Bliar lavede på Gordon Brown: Jeg tager første tur fordi jeg er charmeren og så kommer du lige efter. For magten ville han jo gerne - ellers var han ikke stillet op som formand.
Og havde han skabt de samme resulater internationalt som Nyrup? Igen gør en god taler det ikke alene...
Svend skal hyldes som den store motivator han var. Mit røde hjerte elsker ham! Men en spildt statsminister er han kun, når jeg lukker øjnene og lader som om politik ikke er eller aldrig var et forhandlingsspil.
Send en kommentar