mandag den 3. august 2009

Hvad vil du EGENTLIG gerne...?

Jobsamtaler er altid lidt irriterende fordi man skal vælge hvilke sider af sig selv man vil fremhæve.

Og så er det hele det der salgshalløj.... Jeg havde en gang en chef som meget klogt sagde at man altid skulle huske, at trods den semi-akavede situation ville ens personlighed altid skinne igennem. Det var ment som en god kommentar, og blev også taget som sådan.

Men nu har jeg lige været til en samtale i konsulentbranchen, hvor jeg vel egentlig blev beskyldt for at sælge mig selv for lidt, fordi "i København taler kandidaterne fra de kommer til de går, og i løbet af en halv time kender man hele deres livshistorie" (citat SLUT). Hvis det bliver relevant kan vi jo overveje om du skal starte på projekter i Århus.... Nå ok??? Sådan en art bonderøvs-indslusning?

Uhæmmede talestrømme er i min verden ikke en (god) kvalitet. Det er sådan noget man gør, hvis man forsøger at sælge en halvslidt Ford Escort. Hvad er der nu galt med at reflektere over tingenes sammenhæng inden der vælter en flod af ligegyldige ord ud af næbet? Salg og rådgivning handler i min verden ikke om antal af ord, men indholdet af det der bliver sagt.

Jeg ved ikke om det bliver noget mærkeligt noget med det der Københavner-jobsøgning. Men lige nu har jeg i hvert fald fået en flyvskalle tilbage i en tænkeboks.

Måske jeg ikke skal være konsulent? Men på spørgsmålet om hvad jeg egentlig gerne vil... Lige nu er favoritten at købe løven Fussi og stikke af med cirkus. Der skal jeg vel højst sige HEP! og TADAA!

2 kommentarer:

roller girl sagde ...

Jeg synes det er overmåde fesent sagt af ham gutten fra pwc. At sige, mellem linierne forstås, at du er en sløv bonderøv og at du nok mest skal blive i Århus er total latterligt. Nu er jeg jo selv i den der konsulentbranche og hører under en afdeling, som ligger i Kbh. Og ja, de er mere fremme i skoene og har ikke altid noget at have det i, men sådan er kulturen nok derovre og hvis man vil have job i vor hovedstad må man nok indstille sig på at være tidt mere TADAAA-agtig i forhold til sig selv og egne evner. For det er jo ikke fordi du ikke besidder evnerne, men fordi du ikke havde forberedt powerpoint show med billeder af familie og kæreste og ferien til Mallorca, at han ikke var blæst væk. Er det så virkelig der man gider at arbejde. Jeg tror dog ikke det er sådan alle steder i Kbh, da Kbh jo mest er en koloni af jyder og nogle af dem må da have beholdt deres sindighed...

Jo sagde ...

Shit hvor er jeg glad for at være i en branche hvor folk kan tale røven af deres syge moster uden det hjælper noget hvis de ikke er dygtige designere.

Jeg synes du skulle have sagt det med bonderøvs udslusningen, det havde været et snappy comeback, og så kunne han måske selv høre hvor 2900 happines-nedern han selv lød.

Min præsteveninde sagde til en samtale: "Hvis du vil have en stor prædiker er det ikke mig, men hvis du vil have en fandens go præst, så skal du vælge mig" synes det var klogt sagt, og ærligt.