Søndag morgen

Dette er en fortælling om gamle mænd og deres manglende begreb om hvor lang tid ting tager. Fortællingen starter lørdag aften. Jeg var i Silkeborg til min onkel og tantes sølvbryllup, hvilket var et okay arrangement. Min far skulle overnatte hos mig og søndag morgen skulle han videre til Kbh. og hente lillebroderen. Vi kom til Århus klokken 00.31 og min far skulle med toget til Kbh. klokken 6.59 og han havde købt billeten, så det var jo bare at smutte ned på banegården og sætte sig ind i toget, men ikke når man hedder Jesper Maibom. Han havde sagt at han hverken skulle i bad eller spise morgenmad, hvilket i min verden ville betyde, at jeg ville stå op 20 min inden toget skulle køre og få så meget søvn som muligt. Sådan er det ikke i min fars verden. Han insisterede i at der blev bestilt taxa til klokken 6.15, selvom jeg synes at klokken 6.30 var tidligt nok i og med det tager ca. 4 minutter at køre ned på banegården fra min lejlighed. Min søndag morgen forløb altså således:

05.15: Fars vækkeur ringer
05.20: Jeg står op og fortæller ham at der er 1 time!!!! til at taxaen kommer. Han kigger på sit vækkeur, som jo er sat et kvarter frem af uransagelige årsager!
05.30: Jeg lægger mig på sofaen og blunder
06:11: Far ekspederes videre i systemet og jeg kravler under dynen igen
06.45: Vækkeuret ringer og jeg skal ned og gøre rent.
11:55: Hjemvendt fra rengøring og spinning. Tid til en morfar!!!

Så kunne min far stå der på banegården og glo i 45 minutter fordi han var angst for at komme for sent. Det er virkelig det latterligste jeg nogensinde har hørt. Er jeres fædre ligeså dårlige til at vurdere hvor lang tid ting tager?